Norconsult Danmark præsenterer historisk godt resultat for 2021

Nyheder
04.april 2022

Den rådgivende ingeniør- og arkitektvirksomhed Norconsult Danmark lander i 2021 sit bedste regnskab til dato. Omsætningen løftes med 61% til 342 mio. kroner, mens organisationen vokser med mere end 140 medarbejdere.

Norconsult Danmark præsenterer historisk godt resultat for 2021
Adm. direktør Thomas Bolding Rasmussen

Norconsult fortsætter sit vækstridt. Den rådgivende ingeniør- og arkitektvirksomhed kan præsentere et årsregnskab for 2021, hvor omsætningen vokser til 342 mio. kroner, svarende til en vækst på 61% sammenlignet med rekordåret 2020 (212,5 mio. kroner). Halvdelen af væksten kommer fra organisk vækst og den anden halvdel fra akkvisitiv vækst. EBITA lander på 33,6 mio. kroner mod 28,6 mio. kroner i 2020 mens EBITA-marginen ligger på 9,8%.

Adm. direktør i Norconsult Danmark Thomas Bolding Rasmussen, siger:

“Jeg er meget tilfreds med, at vi leverer endnu et flot regnskab med ekstraordinær vækst og igen en høj margin. Resultatet skal i særdeleshed tilskrives medarbejderne i Norconsult, der har leveret stærke resultater og solid rådgivning i vores projekter med fokus på enkelthed, kvalitet og effektivitet. Det flotte resultat er i høj grad deres fortjeneste.”

Fokus på udvikling og kompetencer

En vigtig del af den medarbejdere-ejede koncerns fremgang skal ifølge Thomas Bolding Rasmussen tilskrives Norconsults flade hierarki og uddelegering af ansvar, der giver medarbejderne frihed til at træffe fagligt funderede beslutninger. En tillid, som medarbejderne ifølge Thomas Bolding Rasmussen til fulde lever op til:

“Medarbejderne i Norconsult har en høj grad af frihed i arbejdet, og som virksomhed er vi derfor dybt afhængige af, at de træffer både kloge og rigtige valg i projekterne. Det kræver en høj faglighed hos den enkelte medarbejder, og derfor fortsætter vi i 2022 med at investere markant i faglig udvikling. Det skaber ikke bare gladere kolleger - det giver også bedre resultater for kunderne og smitter positivt af på vores bundlinje”.

I 2021 købte Norconsult RUBOW arkitekter og styrkede med overtagelsen ambitionen om at levere helhedsorienterede løsninger, hvor arkitekter og ingeniører arbejder tæt sammen. Opkøbsstrategien er fortsat i det nye år med købet af Jord Miljø A/S samt datterselskabet Jord Teknik A/S, der med overtagelsen i februar blev det femte opkøb på fem år. Dermed voksede Norconsult Danmark til cirka 450 medarbejdere.

Om Norconsult i Danmark

Norconsult A/S (Danmark) ejes 100 % af den norske rådgivningskoncern Norconsult AS. Norconsult Danmark beskæftiger ca. 450 medarbejdere, som yder rådgivning inden for byggeri, anlæg og Life science. Virksomheden har hovedkontor i Herlev samt yderligere kontorer i Kalundborg, København, Aarhus, Aalborg, Viborg og Ballerup. Norconsult råder over en bred vifte af kompetencer og erfaringsområder, der gør virksomheden i stand til at yde professionel rådgivning til såvel byggeriet som industrien.

Læs mere om Norconsult Danmark her: www.norconsult.dk

Norconsult koncernen

Norconsult er en konsulentvirksomhed med 5.100 ansatte fordelt på omkring 130 kontorer, hovedsageligt i Norden. Virksomheden udfører hvert år en lang række opgaver for private og offentlige kunder inden for byggeri og ejendomme, transport, vedvarende energi, vand og spildevand, industri, miljø, sikkerhed, arkitektur, planlægning og IT. Norconsult er ejet af medarbejderne.

Kontaktperson

Profilbillede av Thomas Bolding Rasmussen
Thomas Bolding Rasmussen
Administrerende direktør Danmark