Første spadestik for stort forsknings- og uddannelsescenter i Kalundborg

Nyheder
08.december 2020

Biomanufacturing Project House bliver et innovativt videnscenter, der skal sikre et styrket samarbejde mellem industri og forskning og være med til at accelerere oversættelsen af den nyeste akademiske forskning til konkrete løsninger, som kan hjælpe med at drive den grønne omstilling i industrien.

Første spadestik for stort forsknings- og uddannelsescenter i Kalundborg
På billedet ses fra venstre afdelingschef Peter Petersen fra Hoffmann, borgmester Martin Damm og adm. direktør Peter Olsson, AP Ejendomme. Foto: Ulrik Reimann

AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, har sammen med Novo Nordisk Fonden, Novo Nordisk, Novozymes, Professionshøjskolen Absalon og totalentreprenøren Hoffmann nu taget 1. spadestik til opførelsen af det nye uddannelses- og forskningscenter. Norconsult er bygherrerådgiver på det spændende projekt.

Bygningen skal huse studerende, der gennemfører kandidatprojekter i samarbejde med industrien i Kalundborg og landets universiteter. Med fokus på bioproduktion og industri 4.0 er omdrejningspunktet udvikling af bæredygtige produktionsteknologier. Bygningen, der bliver på 1.535 m² fordelt på to plan, forventes færdig i slutningen af 2021, og de første studerende begynder i starten af 2022.